Fordomme

Er man for tyk, er der stor risiko for at man er den der altid er familiens, vennernes og arbejdspladsens beredvillige serviceorgan. Den, der af sig selv laver kaffe til de andre, skruer reoler sammen, springer ind som babysitter, trøster kollegaen med kærestesorg, samler ind til gaver, tager de sure vagter osv.  Alt muligt gør man for at kompensere for overvægten. Mange overvægtige lider at behagesyge og selvopofrelse i en grad, som er helt urimelig, men meget svær at slippe. Man hopper rundt på tungen nærmest for at gætte sig til andres ønsker og behov, lang tid før de selv har en anelse om at de ønsker og behov overhovedet eksisterer. Ens egen mening tæller/gælder ikke, man gør sig selv usynlig med al sin hjælpsomhed. Håber måske på at det er med til at nedsætte sårbarheden, eller fraholde den man hjælper fra at såre én?

Sådan er det, når man hele tiden lever med risikoen for at blive kaldt “flæskebjerg” eller “flommedyr”. Nedværdigende udtryk, der må tages kraftigt afstand fra, men som desværre er næsten umulige at rydde at vejen - selv i seriøse Tv-diskussioner om vægtproblemer. Overvægtige er konstant udsat for slanke menneskers fordomme. Fordomme, der baserer sig på en helt forfejlet opfattelse, nemlig at de overvægtige selv er skyld i de for mange kilo og “bare kan tage sig sammen” Selv forskere, der mener sig seriøse på området, har givet udtryk for den holdning, at tykke mennesker bare skal lære at spise fornuftigt, så taber de sig! Jeg vil vove den påstand at overvægtige kvinder er genier, når det handler om kalorier og fedtenergiprocenter, fedtfattige opskrifter og slankekure, jamen vi ved det hele, vi kan bare ikke oversætte det til et sprog, som vores sind kan forstå.
 

FORDOM Nr. 1:

TYKKE MENNESKER MANGLER RYGRAD

Slanke mennesker tror, at overvægtige spiser alt for meget, og ikke kan tage sig sammen, men det forholder sig stik modsat. Overvægtige er aldrig mætte, de er for det meste sultne hele tiden. De fornægter sig mad - med det resultat, at de spiser det forkerte, når de spiser. De glemmer, at 200 gram chokolade svarer til 66 kilo kartofler.  
For mange handler det endda om at det er blevet flovt at spise! Tænk i vores så oplyste verden er en af de allermest basale ting, som at tilføre kroppen næring, blevet lidt odiøst! Det lyder nok sindssygt i normalvægtiges ører, men mange overvægtige fornægter sig selv at spise i offentligt rum, og de er virkelig gode til det, de mangler så sandelig ikke rygrad

Det er ikke kun et spørgsmål om at tage sig sammen, som mange  ikke overvægtige tror. For i virkeligheden bestiller overvægtige ikke andet. De tager sig sammen 24 timer i døgnet, og de gør så godt de overhovedet kan.

At opfatte overvægtige som karakterløse og uden rygrad er fuldstændig forkert. 
 

FORDOM Nr. 2:

TYKKE MENNESKER ER ALTID GLADE

- En anden fordom er den med, at “tykke mennesker er altid glade”. Det er noget forfærdeligt sludder. Jeg var som overvægtig oftest ulykkelig over min overvægt. Overvægtige er udstyret med nøjagtigt samme følelsesregister som alle andre, og oplever de samme følelsesmæssige udsving, som andre mennesker, de har bare en ekstra dødvægt at slæbe rundt på, nemlig den evige sorg over overvægten

Når myten florerer, er det selvfølgelig fordi, mange overvægtige i samværet med andre gør alt for at flytte fokus fra de ekstra kilo til andre dele at personligheden, f.eks. humøret. De bliver humørbomber på overfladen, men indeni er de langtfra glade. Andres kommentarer af overvægten slås hen med en munter bemærkning, eller måske gør man endda lidt grin med sig selv og den store skikkelse. Gør nar af sig selv! Som om det ikke er nok, at andre gør det!!

For på én eller anden måde at kompensere for manglende selvværd, søger overvægtige ofte at blive bekræftet så ofte som muligt, men da adfærdshandlinger kun styrker selvtilliden, udhules selvværdsfølelsen mere og mere, jo mere, der ”sættes ind i kampen”.

Jeg plejer at sige, at indeni min tykke krop sidder der en lille tynd pige og græder, og jo mere den tykke pige griner, jo mere græder den tynde.
 

FORDOM Nr. 3:

DE FALDER I IGEN

Fordom nummer tre er, i
modsætning til de to første, den overvægtiges egen værste fjende: at er man én gang blevet for tyk, er det trods alle intentioner umuligt ikke at falde tilbage i kilo-karrusellen.

- og sådan har jeg da også selv haft det det.  Jeg var verdensmester i at finde knager at hænge overvægten op på. F.eks. at slankekure altid blev saboteret at middagsinvitationer, fødselsdage i familien, restaurantbesøg osv.  
Kender I ikke den der med at: "Jeg starter på mandag, for i denne uge skal vi ............." 

Jamen, den holder ikke en meter!!!!!

Men man kan sagtens gå til middag, fejre fødselsdage, holde ferie og jul og spise ude, samtidig med at man reducerer sin vægt. Det er bare et spørgsmål om kun at tage en skefuld at sovsen, skære fedt fra kødet og tage rigeligt at grøntsagerne. Også når der bydes rundt anden gang. Og så slå hjernen til, og lade være med at spise på følelserne. Den mad der smager vidunderligt, kommer ikke til at smage bedre, fordi man spiser mere af den, vel?

Glædelig forjul.